Nyheder til sejlere

tirsdag 20. februar

Ole Ingemann, stævneleder fra Svendborg Amatør Sejlklub, får kritik fra flere sider. Foto: Troels Lykke

Ole Ingemann, stævneleder fra Svendborg Amatør Sejlklub, får kritik fra flere sider. Foto: Troels Lykke

Opfinder af Silverrudder kritiserer sikkerheden

Morten Brandt, tidligere redaktør på BådNyt, roser Svendborg Amatør Sejlklub for at de holder koncept uden kapsejladsregler, men giver kritik omkring sikkerhed. Vi taler med Ingemann fra sejlklubben.

Kapsejlads | 30.09.2016 09:45 | Af: Troels Lykke

Morten Brandt følger stadig sin baby, selvom han i år, efter BådNyts beslutning, har måtte give den væk til Svendborg Amatør Sejlklub, der nu har Silverrudder alene.

En sejlads med gigantisk succes, hvor deltagerantallet er vokset fra 300 til 400 deltagere. I 2012 startede BådNyt sejladsen med den fynske sejlklub, hvor 12 både stillede op og gennemførte.

Og medierne er vilde med sejladsen. Især på Fyn, lige fra DR til TV2, samt Fyns Stifstidende, flokkes om sejladsen, men også tyske Yacht og de danske bådmedier, følger sejladsen tæt. Ikke mindst minbaad.dk, der var med til starten i fredags i Svendborg.

Med var også Morten Brandt og nu har han på sin nye blog Shorthand, skrevet en kærlig, men også kritisk blog om sejladsen med titlen Silverrudder Challenge 2016 - Thanks God it's over

Her kritiserer han sikkerheden omkring manglende krav om redningsveste, for lidt tjek af bådene før start og mørke både, hvor lanterner ikke virker og om små både, der kun sejler med hvidt lys i toppen.

Sagde nej til A-Cat og Soling

Vi ringede derfor til Ole Ingemann, stævneleder fra Svendborg Amatør Sejlklub, for at han kunne svare på kritikken.

- Vi har faktisk strammet op på sikkerheden i år. Vi har nu, efter BådNyt ikke ville være med mere, sagt nej til både A-Cat og en Soling har også fået forbud mod at stille op. Og før starten har vi tjekket 192 både for at sikre at de var i orden, og da de kom i mål tjekkede vi 15 både. Vi går ind for stikprøvekontrol ellers risikerer vi at man bare flytter nødraketter fra en båd til en anden fx. Vi går meget op i sikkerhed og to fra Søværnet fulgte bådene hele vejen rundt, derudover var der fire andre både, som fulgte sejlerne, siger Ole Ingemann.

Ramaskrig - ingen finisher-polo i år

Den fynske sejlklub har også oplevet et ramaskrig fordi der i år ikke var finisher-polo-trøjen til sejlerne.

En læser Marianne Scheufens fra Gilleleje, hvis mand sejlede med, skriver til minbaad.dk.

- Det har været et dejligt Sølvror igen i år. Desværre har Svendborg Amatør sejlklub misset halvdelen af det at gennemføre Sølvroret: Samlerobjektet Polo-trøjen. Den er erstattet af en kedelig cap (endda uden årstal). Når Svendborg Amatør Sejlklub har ondt i budgettet – så drop Hanseboot og kræv 200 kroner mere af sejlerne til Poloen. Alle sejlere er skuffede – alle ny-startere er skuffede – de har alle set frem til poloen. De har brokket sig mega, da de afleverede trackeren. Alle håber Svendborg udbedrer skaden, der er dybtfølt, alternativt går jeg i aktion og fremskaffer logo og får fremstillet 2016-poloer alle finishers kan købe til kostpris, skriver sejleren.

Den kritik har Ole Ingemann fanget, den har også været på facebook.

- Vi havde ikke penge til poloer i år, sidste år smed vi poloer ud for 15.000 kroner, fordi folk ikke gennemførte. Vi brugte mange penge på livestreaming i år og det har været en stor succes og der kommer også en flot Silverrudder-film (fra Streamfactory, red.) Folk tror vi tjener en masse på stævnet, men vi ender ud med et overskud på 10 til 15.000 kroner efter 100 frivillige har arbejdet i flere dage, forklarer Ingemann.

43.000 kroner for 400 startnumre

Han tager dog kritikken til sig.

- Jeg er frygtelig ked af det her, næste år vil vi gøre det sådan at folk, når de er i mål, skal aflevere en seddel med deres størrelse, så sender vi den til dem for 150 kroner inklusiv porto. Vi kan ikke lave 400 poloer hvis vi skal smide dem ud bagefter hvis ikke der gennemføres og hvis de ikke passer sejlerne, siger Ingemann.

Og penge brugte de også på klistermærker til bådene.

- Det kostede os 43.000 at få trykt klistermærkerne til startnumre, da de jo er unikke med forskellige numre, siger Ole Ingemann.

Han fortæller også at kommunikationen vil blive langt bedre på hjemmesiden, hvor der vil blive skrevet mere under sejladsen.

- Vi holder en evaluering snart og vil gennemgå sejladsen. Sagen er jo også den at vi først fik overdraget sejladsen fra februar i år fra BådNyt og det har gjort det svært at nå at få sponsorer, siger han.



Minbaad.dk forsiden lige nu

ingen nyheder i denne liste

Til top