Nyheder til sejlere

mandag 10. december

Bådene sejler typisk fem knob hurtigere med foils og kan cutte fem dage af i forhold til tidligere pga. foils, hvis de holder, forklarer journalist Morten Brandt. Foto: Martinez

Vi tæller ned til verdens hårdeste ræs Vendeé Globe

Jorden rundt singlehanded, nonstop er kult. Det sker i de højtpotente IMOCA 60’er med foiler, der hæver gennemsnitshastigheden. Morten Brandt fra Shorthand.dk klæder os på før start 6. november.

Kapsejlads, Tophistorier | 13.10.2016 08:56 | Af: Morten Brandt, Shorthand.dk

Vendee Globe er uden tvivl verdens største udfordring for sejlere. Sejladsen går jorden rundt, singlehanded, non-stop og uden assistance.

Samtidig foregår det i de højtpotente IMOCA 60’er,  hvis seneste genration er udstyret med foiler, der vil hæve gennemsnitshastigheden markant – spørgsmålet er bare om de holder hele vejen. 

I denne og yderligere to artikler frem mod starten 6. november ser vi nærmere på Vendee Globe, der har et fantastisk tag i de franske medier og i den franske befolkning – eksemplificeret ved, at over 1.000.000 betalende interesserede besøgte Race Village i startbyen Les Sables d’Olonne for at se stjernesejlerne, deres både og mærke den intense spænding. 

Historie bag

Vendee Globe er den eneste solo, non-stop uden assistance jorden rundt sejlads i verden. Den bygger på sejladsen Golden Globe, der blev sejlet i 1968-69.

Det var også en solo, non-stop-sejlads med en rute, der gik syd om Kap det Gode Håb i Sydafrika, Kap Leeuwin i sydvest Australien og Kap Horn ved Sydamerika. 

Ud af de ni startende var der kun én der klarede den tilbage til Falmouth i England - Robin Know-Johnston. Han fik øjeblikkelig legendestatus og har siden personificeret off-shoresejlads og godt sømandsskab. Turen tog ham 313 døgn, hvilket gav et gennemsnit på 3,39 knob.

20 år senere blev The Globe Challenge opfundet af franskmanden Phillippe Jeantot. Efter et par udgaver skiftede den igen navn, da 13 sejlere den 26. november 1989 satte ud fra Les Sables d’Olonne til det nuværende Vendee Globe.

I 1989 var der 13 både til start, syv klarede den og det tog 109 døgn, hvilket svarer til et gennemsnit på 8,23 knob.

Tiden blev i 2013 nedbarberet til 78 døgn af franske Francois Gabart, der i parrentes bemærket også er indehaver den imponerede 24 timerrekord for solo-sejlere, da han tidligere i år tilbagelagde 784 sømil på 24 timer svarende til et gennemsnit på 32,67 knob. Det i en 100 fod stor trimaran.    

Vendee Globe er blevet gennemført syv gange. 138 har været på startlinjen, men kun 71 har gennemført.

Sejladsen har en tag-linen der lyder; ”Everest of the Sea”. Metaforen der forsøger at beskrive, hvor store udfordringer deltagerne møder.

Men faktisk er sejladsen endnu hårdere end Everest – i hvert fald hvis man måler på antallet der har gennemført. For hvor der altså kun er 71 der har klaret Vendee Globe er der hele 4000 mennesker har klaret turen op og ned af verdens højeste bjerg. 

Ruten – hold mod øst!

Ruten er som beskrevet ikke indviklet – det er en østgående jordomsejling, syd om de tre Kap, men nord om en eksklusionszone i Sydhavet, der svinger mellem den 42. og 58. breddegrad. Modsat mange andre distancesejladser er det ikke tilladt at modtage assistance udefra - heller ikke routing.

Så det er skipper selv der vælger vejen, bl.a. derfor er de to passager af ækvator nøglepunkter, ligesom det er af afgørende betydning at kunne lette foden fra speederen og udgå havarier. Flere gange under de tidligere udgaver er solide føringer blev sat over styr fordi bådene simpelthen er blevet presset for hårdt. 

Singlehanded – men …

Sejladsen er en singlehandsejlads. Eneste undtagelse er hvis man udviser godt sømandsskab og redder en person op af vandet. I 2013 udgave tabte franske Jean Le Cam kølen kort efter Kap Horn og blev reddet af Vincent Riou, der havde ham med om bord tilbage til Frankrig. 

Nonstop med undtagelser 

Non-stop betyder i Vendee Globe sammenhæng, at det er tilladt inden for de 10 første døgn at vende tilbage til starthavnen og her udbedre skader på båd, rig eller materiel.

Det skete for sejladsens eneste tofoldige vinder Michel Desjoyeaux i 2008. Her brugte han 40 timer i havn, hvorefter han satte ud og indhentede alle konkurrenter og endte som vinder. 

Skipperne må også gerne stoppe ved at lægge sig for anker i en vig eller lignende naturhavn, men de må ikke gå i land ved højvande – omvendt må man gerne strande båden ved at sejle den tæt på land ved højvande.

Gå ud på den tørlagte havbund for at foretage en reparation ved lavvande for at være klar til at sejle igen, når vandet kommer tilbage. Dette blev rent faktisk udført at Yves Parlier i 2000. 

Uden assistance – næsten … 

Uden assistance skal næsten tages bogstaveligt. Bortset fra de nævnte 10 døgn gælder flg.: Routing er totalt forbudt. Det er forbudt at lægge sig op langskibs af et andet fartøj, og der må ikke komme tredjeparter om bord.

Der er dog to undtagelser. Hvis en skipper bliver syg er det tilladt at konsultere løbets læge.

Og hvis der er tekniske eller strukturelle problemer om bord er det tilladt at konsultere det tekniske team for at indhente viden om den bedst tænkelige måde at udbedre en skade på, men skipperne skal herefter foretage reparationen uassisteret. 

IMOCA – eneste udviklingsklasse i monohull

Båden er en IMOCA 60 – det står for International Monohull Open Class Association. Den er 18,23 m lang og stikker 4,5 m. Typisk er bådene knap 6 meter brede, vejer 8 tons, har 30 meter mast, har 300 m2 i krydsstellet og 600 m2 til ned ad bakke. 

Svingkøl-systemet er ens for alle både, der kan vælges mellem standard mast eller en flerskrogsorienteret dreje/vingemast.

Der er begrænsninger på antallet af sværd, ror, foiler og ballasttanke, men her ud over har designerne frit spil.

Efter Volvo Ocean Race valgte at gå i klassebådene er IMOCA i dag de klasser, der driver udviklingen frem inden for offshore monohull kapsejlads. 

Vendee Globe er den eneste solo, non-stop uden assistance jorden rundt sejlads i verden. Den bygger på sejladsen Golden Globe, der blev sejlet i 1968-69.

Sådan ser det ud i dag hos de bedste teams, de har foils. 



Minbaad.dk forsiden lige nu

ingen nyheder i denne liste

Til top